Velkommen til efteråret 2011 Frances

10minSTYLING om

Jeg håber, du har nydt sommeren, selvom den nok ikke har været den allerbedste af slagsen. Jeg håber virkelig, vi stadig har nogle dejlige, varme solskinsdage tilbage, men jeg må jo samtidig erkende, at vi går mod efteråret. De nye kollektioner fylder mere og mere i forretningerne og det er tid til at kigge på de nye trends og hvad du har lyst til at supplere din garderobe med.

En af de store trends dette efterår er skjorter i alle afskygninger. Måske hører du til de mange, som foretrækker T-shirts og synes, det kan virke lidt stift, maskulint eller besværligt med en skjorte. Men jeg synes nu, det er et godt supplement til T-shirts, tunikaer og strik. Du får her et bud på de mange forskellige looks og hvilke pasformer, der er bedst til figurtypen Frances.

Helt generelt skal du som Frances være opmærksom på at vælge forholdsvis slanke og lange modeller i stedet for korte og vide modeller og for Frances er det en rigtig god løsning at bruge skjorter åbenstående med en top eller T-shirt under.

Jeg supplerer snart med en video, som viser dig, hvordan du kan style dine skjorter til forskellige lejligheder.

Som sagt kommer skjorterne i alle afskygninger:

Lige fra den meget afslappede stil, som skjorten  på billede 1. Her ser du netop skjorten brugt som en afslappet jakke over en T-shirt.

På billede 2 en helt klassisk hvid skjorte, som er svær at komme udenom dette efterår. Du kan sagtens vælge en model, som er en del kortere, men stadig med god længde.

Den koralfarvede model har en fin detalje i empirelinjen, som gør, at skjorten får en fin silhouet.

En helt klassisk model i blondestof. Det gør skjorten feminin og dermed  også et fint bud til de mere festlige lejligheder.

Alle 4 skjorter er fra Ellos og er eksempler på rigtig gode snit til Frances, som du også kan finde i mange andre mærker.

Ud over de helt klassiske skjorter som modellerne på de første 4 billeder, kommer der også masser af mønstre. Tern kommer meget frem, men det synes jeg nemt kan komme til at virke lidt voldsomt til Frances. Derimod er modeller med striber på langs rigtig gode til Frances, da striberne fremhæver de vertikale linjer. Derudover kommer vi til at se:

Blomster, både storblomstrede og småblomstrede modeller. Her er det fint at kombinere det romantiske og feminine look med f.eks. støvler og en taske i råt kernelæder eller et par slidte jeans, hvis du gerne vil have et afslappet look.

Den multifarvede skjorte er rigtig fin, hvis du gerne vil have masser af farve ind i din garderobe. Her kan du sætte toppe under i forskellige farver, som indgår i skjortens mønster.

Paisley mønstret er et gammelt mønster, som også vinder indpas igen. Rigtig flot og med et strejf af elegance.

Billede 1 er fra H&M de 3 sidste fra Peter Hahn.

Vi har nu startet efterårssæsonen op, så jeg glæder mig til, at du kigger forbi medlemsområdet jævnligt.

Mange hilsner

Skriv en kommentar

Email og Navn skal udfyldes. Email offentliggøres ikke