Forårsmønstre til Frances
10minSTYLING om

Så er det endelig så småt ved at blive forår og hold da op, hvor jeg nyder hver eneste solskinstime og det tænker jeg også, at du gør. Det er i hvert fald nu så meget forår, så vi kan begynde at bruge det nye forårstøj og det er jo dejligt.
En af de trends der er stærkest dette forår er de mange skønne prints….og også meget forskellige prints. Jeg vil i hvert fald gå så langt som til at sige, at der er noget for enhver smag.
Faktisk er der helt overordnet 8 meget forskellige:
- Blomster som jo er super feminine og som vi ser både i meget kraftige farver og i lyse pastelnuancer
- Camouflage som helt naturligt er i de grønne og brune nuancer tilsat lidt brændt orange eller blå.
- Tern som enten er skovmandstern i store løse skjorter, pyjamasbukser og tilbehør eller den klassiske køkkentern som mange af os husker fra Brigit Bardot tiden.
- De mange forskellige grafiske mønstre som leder tankerne tilbage på 60’erne.
- Dyreprint enten i form af leopard eller slange…en klassiker, der efterhånden har været fremme i mange sæsoner både i de naturlige toner og også med skarpere farver som f.eks. pink i.
- Striber som mange gange er helt klassisk sort/hvide striber eller sømandsstriber.
- Batikprint som jeg i hvert fald husker dem fra 70’erne.
- Prikker som både er helt klassiske som i 50’erne eller mere kreative og usymmetriske og i flere farver.
Så ja der er i hvert fald nok at vælge imellem, når du skal pifte din garderobe op her til foråret.
Som Frances vil det være rigtig fint med både kjoler og toppe i forskellige mønstre og du vil med fordel satse på de småmønstrede udgaver. Dvs. f.eks. små prikker i stedet for store prikker, små tern i stedet for store tern og små blomster i stedet for store blomster. Og HUSK striber skal være vertikale IKKE horisontale.
Derudover skal du som altid huske at fokusere på de lange vertikale linjer. Altså skal dine overdele være længere end de er brede, hvilket vil sige lange slanke snit. Vælg også nederdele som er længere end de er brede.
Der er rigtig meget fokus på bukser med prints. Det gælder både jeans, leggings og de nye bukser i pyjamassnit eller haremssnit og jeg synes sagtens, Frances kan bruge print på bukser, blot du vælger forholdsvis tætsiddende modeller med slanke ben og samtidig vælger sko med hæl og en overdel, som har god længde til under bredeste punkt på hofterne. Vi har i mange år været vant til at det bare var jeans, jeans og atter jeans i neutrale farver…så hvorfor ikke sætte lidt kulør på benene nu?
Alternativt kan du vælge at bruge mønstrene i dit tilbehør til at pifte dine mere neutrale sæt op med.












Skriv en kommentar