Forårsfarver til Annabel
10minSTYLING om nyheder til Annabel
Dette forår kommer helt klart til at stå i farvernes tegn. Det er nogenlunde de samme farver, som også har været fremme hen over vinteren. Dvs. pink, rød, orange, blå og specielt grøn, som er den helt store farve lige nu. Det er især den meget flotte, klare smaragdgrønne, men hele spektret er repræsenteret lige fra den sart mintgrønne, den stærke limegrønne over den klare smaragdgrønne til den dybe flaskegrønne og lidt støvede armygrønne.
Grøn er rigtig god til mange med lidt rødligt i håret, men det kan være en lidt svær farve for mange danskere at bruge, specielt i denne tid på året hvor vi ikke har så meget kulør. Derfor er det vigtigt, at du sætter den sammen med nogle af “dine gode farver”.
- Den kolde farvetype er bedst i de mintgrønne og flaskegrønne nuancer og ellers kan du sætte de varmere grønne nuancer sammen med dine kolde basisfarver som f.eks. blå og grå.
- Den rene farvetype er supergod i den smaragdgrønne som du kan sætte sammen med især indigoblå, sort eller andre grønne nuancer.
- Den varme farvetype er generelt god i grøn men skal dog helst vælge de varme nuancer som f.eks. græsgrøn, æblegrøn, en varm, dyb armygrøn eller den klare smaragdgrønne. Miks gerne flere grønne nuancer eller miks med varme blå nuancer eller brug de grønne farver sammen med dine gode basisfarver.
Når du som Annabel bruger de flotte farver, kan du med fordel bruge dem til at sætte fokus på “selve kroppen” og samtidig trække fokus væk fra skuldrene. Det gør du ved at:
- især bruge farverne på din underkrop. Du er en af de kropstyper, der kan bære de farvede jeans, bukser og nederdele. Dine overdele kan du så vælge i mere afdæmpede farver.
- bruge en grøn top, T-shirt eller skjorte under en jakke eller strik i en mere neutral farve. Derved trækker du fokus indad og væk fra skuldrene.
Hvis du synes, grøn er en liiige markant nok farve for dig at bruge i selve tøjet, kan du nøjes med at bruge den i dit tilbehør, hvor du nemt kan finde masser af sko, tasker, bælter, smykker og solbriller i grønt, og faktisk er der også neglelak i alle de skønne grønne nuancer.
Vil du hellere bruge en eller flere af de andre skønne, markante farver i stedet for grøn, kan du bruge de samme retningslinjer med dem.
Mange hilsner













Skriv en kommentar