fokus på forårsben
10minSTYLING om Tips & tricks i hverdagen
Det er nu for alvor ved at blive varmere i vejret og dermed bliver det meget nemmere at bruge kjoler og nederdele. Sådan er der i hvert fald mange, der føler det!!!
Men jeg ved jo også, at rigtig mange har svært ved at bruge kjoler og nederdele for:
- Hvor lange skal de være?
- Hvilke strømper skal jeg bruge til?
- Hvad gør jeg med mine blege ben?
- Hvilke sko skal jeg bruge?
Generelt og meget vigtigt omkring længden på kjoler og nederdele:
De må ALDRIG; ALDRIG ALDRIG skære dine ben på det kraftigste sted på din lægmuskel, da det vil få dine ben til at se kraftigere ud, end de er. (Der kan dispenseres, hvis du har MEGET tynde ben og ønsker, at de skal se kraftigere ud end de er, men dette er jeg endnu aldrig stødt på!!!) Så enten over eller under dette punkt.
Om kjoler og nederdele skal have længde over, midt på eller under dine knæ, er dels et spørgsmål om, hvor meget ben du ønsker at vise, samt hvor pæne knæ du har. Generelt skal du her finde det slankeste punkt og lade skæringspunktet være der.
Strømper
Næste punkt er strømperne, og de er ret vigtige for, at du får flotte ben. Vælger du helt almindelige nylonstrømper, skal du vælge en nuance, som er så tæt på din hudfarve på arme og ansigt som muligt. Benene er ofte lysere i tonen end arme og ansigt, specielt jo ældre vi bliver, så du kan sagtens snyde dem til lidt mere farve, men pas endelig på ikke at vælge for mørk en tone, da det vil se helt unaturligt ud i forhold til resten af kroppen.
Farvede og mønstrede strømper kan være både sjove, festlige og stilige og kan virkelig give dit look kant. Men bruger du dem forkert, kan det også gå helt galt, så her kommer nogle enkle regler:
Strømper der giver indtryk af slankere ben:
- Mørke nuancer
- Matte strømper
- Strømper med vertikale mønstre
Strømper der giver indtryk af kraftigere ben:
- Lyse nuancer
- Skinnende strømper
- Strømper med horisontale mønstre, f.eks. striber på tværs
Sko
Til sidst nogle enkle regler om sko:
Sko der giver indtryk af længere ben:
- Udringede sko
- Sling-back
- Sko med slanke hæle i forhold til dine ben. Bare lidt hæl er absolut bedre end ingen hæl. Det behøver ikke at være stilletter.
- Sko som matcher dine strømper i farven.
Sko der giver indtryk af kortere ben.
- Sko som går højt op på vristen
- Sko som går op omkring anklerne
- Flade sko
- Kontrast farvede sko i forhold til strømper eller ben.
Et lille tip
Er du som flere af mine klienter i tvivl om, hvornår det er passende at begynde at gå med sandaler, så er min gyldne regel, at det skal være så varmt i vejret, at du kan gå med bare ben uden at fryse, også selvom du alligevel vælger at tage strømper på.


















Skriv en kommentar