Kender du Kaizen?

10minSTYLING om Tips & tricks i hverdagen

Jeg ønsker dig et rigtig godt nytår og håber, at 2010 bliver et forrygende år for alle. Nytåret er jo traditionelt et tidspunkt, hvor mange mennesker tager livet op til revision. Og jeg føler at 2010, når jeg ser tallet, virkelig får mig til at føle, at her er mulighed for at tage nogle beslutninger og føre dem ud i livet.

Men for mange går det gang på gang galt med nytårs forsættene og jeg tror simpelthen det er fordi, vi sætter for store og uopnåelige mål op for os selv fra starten. Og når vi så er dumpet i et par gange og derfor ikke synes det går hurtigt nok, ja så er det nemt at opgive helt.

Men her er det så Kaizen kommer ind i billedet. Det er en metode, hvor du sætter små opnåelige mål op for dig selv og dermed meget nemmere oplever succes og bevarer lysten til at forsætte med næste skridt. Hvis du f.eks. gerne vil motionere mere, har de fleste en tendens til at melde sig i fitness centret med en forventning om at træne 3 gange om ugen og blive fit for fight på 4 uger. Når de første 2 uger er gået og de kun har været der 2 gange, giver det en følelse af fiasko i stedet for en følelse af succes over, at de trods alt har været der 2 gange. Simpelthen fordi de sætter for høje krav til sig selv. Hvis du derimod beslutter dig for små mål som at bruge trapperne hver dag i stedet for elevatoren (også selvom du skal til 3. sal), cykler til stationen i stedet for at tage bussen og andre små tiltag, ja så kan du faktisk få meget motion ind i din hverdag, uden at du ligger så meget mærke til det. Du oplever succes og får lyst til at sætte højere mål.

Det er helt klart også en metode, du kan bruge i din garderobe. En ordentlig og overskuelig garderobe bliver brugt og giver energi. En overfyldt og rodet garderobe gør ikke. Men er det vokset dig over hovedet og du ikke kan overskue, hvor du skal begynde og hvor du skal slutte og ikke orker det hele på én gang, så tag Kaizen i brug. Det er langt mere overskueligt at rydde op på én hylde eller i én skuffe ad gangen. Og når først du oplever succes med at få startet, så er chancen for at du får ordnet det hele hen ad vejen også langt større. Så god fornøjelse med Kaizen og endnu engang rigtig godt nytår.

Skriv en kommentar

Email og Navn skal udfyldes. Email offentliggøres ikke