Carmen og strutkjoler

10minSTYLING om Snit og pasformer

Hej Lone :)

Kan en Carmen figur gå med kjoler og frakker med lidt strut i? Synes, at jeg altid læser, at en timeglasfigur skal bruge pencilnederdele. Er selv moderat timeglasformet, og kan faktisk godt lide nederdele og kjoler med lidt strut i skørterne :) Måske gør det mig lidt bredere end jeg er, og det vil man jo helst undgå ;)

Men hvordan er det lige, at reglerne er for Carmen? Og er en frakke med lidt strut i for meget til en Carmen?

Jeg har også nogle kjoler, som desværre er lidt for store i livet, men i stede for at give dem væk, kan jeg så sætte et bindebælte i livet og derved få lidt facon på kjolen – og figuren?

Mvh Annette

———

Hej Annette

Carmen kan sagtens bruge strutnederdele, så længe du samtidig markerer din talje. Men som du skriver, kan du godt komme til at virke bredere, end du er. Du skal i hvert fald være opmærksom på, at det er en model, som sidder glat over hofterne og som ikke har en masse rynk eller læg der. Derudover skal du være opmærksom på længden….nederdelen skal virke længere end den er bred, når du har den på. Derfor er det bedst at vælge en model, som enten ikke har overdrevet meget vidde eller som er i et materiale, som falder blødt.

De samme regler gælder for frakker. Pas på med for meget vidde og rynker og læg og sæt fokus på din talje.

Det er lidt svært at sige, om et bindebælte vil løse problemet med de for store kjoler men det er da afgjort værd at prøve. I hvert fald er det ikke godt for Carmen med kjoler, som sidder løst i taljen, da du så kommer til at virke firkantet. Få evt. en til at tage billeder af dig både forfra, bagfra og fra siden. Spejle er gode til at snyde, men billeder er ret afslørende.

Jeg håber, det giver svar på dine spørgsmål, ellers er du meget velkommen til at skrive igen.

Mange hilsner

Skriv en kommentar

Email og Navn skal udfyldes. Email offentliggøres ikke